40 ÅRS JUBULÆUM – FRA FEJEDRENG TIL VÆRKFØRER
Søren Bruhn (nr. 3 fra venstre) efter endt uddannelse.
Den 6. oktober 1980, blev Søren Bruhn i en alder af 16 år, ansat som arbejdsdreng hos Nordhavn Power Solutions A/S (dengang Maskinfabrikken Nordhavn) på Fiskerivej i Århus.
Året efter kom han i lære som maskinarbejder.
Efter endt uddannelse i 1984, blev Søren ansat som smed og maskinarbejder – stillingen som han arbejdede i, de næste 20 år frem.
I 2005 bliver Søren spurgt, om han har lyst til at blive værkførerassistent, som produktionslederens højre hånd.
Samme år havde han 25-års jubilæum – ”men det var ikke en stor ting dengang, da de fleste ansatte i virksomheden også havde fejret lignende jubilæum”, udtaler han.
I 2006 udpeger servicechefen ham til værkfører, med ansvaret for 19 mand – dette har været jobbet siden.
”Det var en stor dag, da jeg gik fra gulvet til at være værkfører” udtaler Søren, da han glædede sig til at være med til, at sætte sit præg på virksomheden og at nytænke!
Og at nytænke, er stadig en af Sørens spidskompetencer.
Første handling blev vogne, til at køre motorerne på – ”det var utrolig tidssparende, procesoptimerende, og mindre slidende på produktionsmedarbejderne”, udtaler han.
Siden da, har det været en spændende udvikling at se, hvor meget tingene har ændret sig – fra at vi håndbyggede alt fra bunden – hvor hver en del var unik fremstillet – til at vi nu får leveret det meste og samler dem i produktionen, efter tegninger fra vores konstruktionsafdeling.
I 2010 bliver hele virksomheden flyttet fra Århus til Randers – ”Det var en spændende proces at være en del af, da jeg var med til at bestemme hvordan produktionsfaciliteterne skulle opbygges” udtaler Søren.
Søren i køkkenet – forbereder brunch til sine kollegaer.
Tirsdag den 6. oktober 2020, fejrede vi Sørens 40-års jubilæum (ikke mange opnår dette jubilæum).
Tidlig fra morgenstunden, indtog Søren – efter eget ønske – selv køkkenet, hvor han kreerede en lækker brunch, til alle ansatte hos Nordhavn.
Frokosten bestod af højtbelagt smørrebrød – præcis som Søren havde ønsket.
”Næste mål er 50-års jubilæum!” siger Søren stolt.
Og så er han spændt på at følge udviklingen i de næste 10 år, og om motordrift til den tid, vil være suppleret af alternative driftsformer.